Tilbage tilbage

19. januar 2020 kl. 15:00

Nytårskoncert med
Mandskoret Vox Aros

under ledelse af Uffe Most

Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 Smørum
Gæstebilletter: 150 kr.



Mandskoret Vox Aros under ledelse af Uffe Most vil servere en musikalsk nytårsmenu med bl.a. musik fra det klassiske mandskorsrepertoire, herunder såvel sangerhilsner og serenader som hyldestsange til både naturen, kvinden og bordets glæder. På programmet vil der også være værker af Benjamin Britten, Vaughan Williams samt Camille Saint-Saëns, og koret vil slå gækken løs og skyde nytåret ind med både vals, galop og champagne!

Vox Aros er et professionelt arbejdende mandskor med en ca. 40 mand stor bruttotrup af meget dygtige og rutinerede sangere fra hele landet, som mødes på projektbasis nogle gange om året til en øve- og koncertweekend. Ved nytårskoncerten medvirker 24 sangere.
Vox Aros' målsætning og ambition er at være Danmarks ubetinget bedste mandskor. Herudover har Vox Aros det som sit erklærede mål og sin musikalske forpligtelse at udbrede kendskabet til det ofte oversete repertoire for mandskor. Vox Aros har udgivet 2 cd'er, den seneste "Great Danes" udkom i 2014 og indeholder al musik for mandskor af Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og Vagn Holmboe.
Vox Aros har været på en del rejser rundt omkring i Europa, et par gange til Kina og senest til Grønland i efteråret 2017. Næste mål er Shanghai i 2020.

Uffe Most er uddannet som pianist og dirigent ved konservatorierne i Århus og Hannover. Han er i dag ansat som leder af Odense Musikskole.
Uffe Most var gennem 20 år fast dirigent for Akademisk Kor Århus. Siden 2008 har han været leder af Odense Kammerkor.
I 1992 blev Uffe Most hædret med komponistprisen ved korkonkurrencen i Kalundborg, i 1993 modtog han dirigentprisen ved den 4. internationale korkonkurrence i Budapest., og han modtog P2 Prisen 2010 i kategorien "Årets Danske Vokaludgivelse." Fra 2017 har Uffe Most varetaget opgaven som "Foreign Guest Conductor" for Shanghai Youth Choir, der i sommeren 2018 vandt 1. pris i den internationale Bela Bartok korkonkurrence i Debrecen, Ungarn.

Sangerne i Vox Aros har ikke tid til så mange koncerter, men i 2019 blev det da bl.a. til en meget rost koncert i Esajas Kirke i København i april 2019 og 3 julekoncerter.
Vox Aros' medvirker ind imellem ved specielle arrangementer, f.eks. slotskoncerter i Augustenborg, Smukfest ved Skanderborg, og Nuuk Nordisk Festival på Grønland. Koret fik en lille fjer i hatten, da de blev inviteret til at medvirke ved DR's Sport 2018-show i Jyske Bank Boxen i januar 2019. Det viste sig dog, at de kun skulle medvirke som backing group for solisten i åbningsnummeret! Koret glæder sig enormt til for første gang nogensinde at give en "rigtig" nytårskoncert.

I pausen byder musikforeningen på et glas "bobler" - evt. noget mere "fladt", til dem, der måtte ønske sig det.

Med denne koncert starter vi 2020 med et vokalt festfyrværkeri, hvor vi kan ønske hinanden GODT NYTÅR.

Dagens billedkunstner: Kenneth Wollenberg

Hjemmeside: http://voxaros.dk/